Jeg synes, der er sket så meget på det sidste, at det kan være svært at finde en overordnet tråd. Måske kender du det selv? At livet byder på rigtig mange udfordringer, og tiden ligesom strækker sig længere, fordi den så intenst fyldes ud? Eller modsat, at tiden føles, som om den forsvinder som sand imellem fingrene, fordi der er så meget, der presser sig på?

Jeg forundres ofte over livets forunderlighed, som om jeg lever i to virkeligheder på én gang, og de to virkeligheder spiller sammen. Jeg har knap nok erkendt det selv. Faktisk lander erkendelsen hos mig netop nu, imens jeg skriver til dig. At det er præcis sådan, mit liv og sind føles.

(mere…)


Universet sender os hele tiden kærlighed. Det er altså ikke, fordi hjælpen ikke kommer. Det er snarere, fordi vi ikke forstår hjælpen! Universet dømmer ikke. Vi har vores egen frie vilje. Universet ved, at vi først kan bevæge os, når vi er parate til det. Helt som den omfavnende forælder. Derfor har jeg lyst til at dele nogle eksempler fra min praksis i denne uge med dig.
Første eksempel er et parforhold, hvor skaberkraften bruges til at gentage mønstre fra barndommen. Mønstre, der får det til at føles, som om kærligheden ikke er til stede. De mønstre, vi sætter i kraft, kommer, når vi ikke længere er i kontakt med, hvem vi virkelig er.Det sker, når vi gør os selv eller andre forkerte og sætter en “mur” op.

(mere…)


Jeg vil lige tippe om denne film. Jeg landede mange erkendelser om mit eget liv, og forstod det spirituelle på et (endnu) dybere niveau. Jeg forstod også, at vores indre stemme vil os noget godt. Nogle gange taler den ikke så pænt, det kan vi ændre.

Conversations with God


“At gå over åen efter vand”. Der ligger stor visdom gemt i det gamle ordsprog. Det gør der, fordi de fleste af os faktisk har lært lige netop dét. Vi lærer at knokle for at få resultater. Vi bruger alle vores ressourcer, al vores energi, for at lykkes. Vi går over åen efter vand.

Måske kender du til, hvordan det føles at gå over åen efter vand. Det føles hårdt, svært og som om, et eller andet altid glipper. Vores indre værdier kommer let i spil, så vi ender med at føle os lidt forkerte, uanset hvilken situation vi befinder os i.

(mere…)


I dag har jeg lyst til at skrive om vejen til nærvær og autenticitet. Det er et emne, der optager mig en del for tiden, specielt efter at jeg har erkendt, at netop disse to ting er som energidrik for mig. Jeg bliver ladet op af nærvær og autenticitet.

Jeg kan godt undre mig lidt over, at jeg ikke har erkendt det tidligere, da det er ret oplagt. Men sådan er det med alle erkendelser: når vi er klar, kan vi se dem; så bliver de synlige. Hvad betyder nærvær og autenticitet? For mig betyder det ‘kontakt uden filter’. At jeg formidler dét, der sker inden i mig, både tanker og følelser.

(mere…)


“Kærlighed med rygrad”.

Det udtryk har jeg ledt efter. Kærlighed kombineret med styrke, dét elsker jeg, fordi det giver de vildeste resultater. Kærlighed med rygrad er, når vi gør noget andet, end vi plejer. Vi begynder at kigge med kærlige øjne på det, der ikke vil lykkes. Jo mere værdi det har for os, jo mere kærlig rygrad kræver det at gøre noget nyt.

Min familie og jeg var af sted på ski i uge 7. For mit vedkommende blev det kun til én dag, For jeg vred om på mit knæ. Nogle dage efter begyndte jeg også at blive svimmel. Tilbage i Danmark fandt jeg ud af, at jeg havde fået en virus på balancenerven. Så siden min enlige dag på ski har jeg brugt tiden på at udforske og heale.

(mere…)


Personligt og professionelt er jeg ikke til kvantespring. For mig svarer kvantespring til at vi går i børnehave og så starter direkte ind i 2. klasse. Eller at gå i 7. klasse og springer direkte til gymnasiet. Der er ligesom viden og skridt som mangler at blive taget, før vi er rustet og klar til at indtage det nye. Især hvis vejen samtidig skal være i glæde, nydelse og lethed.

 

Det at springe over nogle “klasser” er hårdt arbejde. Der er meget som skal indhentes på kort tid, for at kunne følge med det nye som sker. Vores sind, krop og psyke vil virkelig være på overarbejde. Samtidig kan jeg se, at det er tæt på umuligt. Der er høj risiko for at vi giver op, resignerer. Tænker, det er sku også mig, der er for dum. Mig der ikke kan tage mig sammen. Æv.

 

Alligevel er der mange af os som ønsker kvantespring. Vi ønsker os et helt andet sted hen end der, hvor vi er. Vi ønsker at kunne springe “klasser” over, fordi der er nogle indre skridt som virker for uoverkommelige. Vi vil gerne have det kærlige parforhold, den lækre mand/kvinde, mere i løn, ned i vægt (eller op), være mere selvstændige, sige vores mening til vores chef, sige vores job op, søge en højere stilling, komme ud af den situation vi står i nu osv.

 

Den “klasse” vi så gerne vil springe over i den proces er at mærke følelser som lavt selvværd, magtesløshed, forkerthed, ensomhed, svært ved at sige fra, for lidt eller for meget ubalancer. Altså vores udfordringer (livslektier, kan man også kalde dem da de forsætter livet ud). Jeg tror, at grunden til, at vi gerne vil springe dem over er flere;

 

Vi vil så gerne være perfekte = forsøge ikke at mærke vores følelser
Vi ikke ved, hvordan vi skal håndtere følelserne, når de dukker op
Vi frygter, at vi er de eneste, der har det sådan
Vi håndterer situationen uden accept og dermed bliver det værre

 

Pjyv, jeg kan godt mærke at det er lidt hårdt at komme ind i den her ærlighed. Fordi jeg, som alle andre mennesker, kender til disse følelser. Og jeg er særligt sensitiv, så bare det at skrive om det, gør at jeg mærker dem. Hvilket bringer mig til, at når vi går efter noget vi gerne vil lykkes med, så kan vi ikke undgå at komme ind i disse. Det er så naturligt. Hver gang vi vil vækste og prøve noget nyt så dukker de op. Ikke nødvendigvis alle, men hver vores “fortrukne”. Mine “fortrukne” er magtesløshed og lavt selvværd..

 

Så derfor tænker jeg, at det vil være ganske smart at lære, at håndtere dem i stedet for at flygte fra dem. Fordi i flugten så kan vi let opgive vores ønske og mål. Vi kan komme til at gå ud af “7. klasse” selvom vi faktisk gerne vil “i gymnasiet”. Men vi giver op. Det er for hårdt.

 

Det er ikke nødvendigt at give op. Det behøves heller ikke være (så) hårdt. Istedet kan det være ganske kærligt og hjerteåbnende. Vi fødes i kontakt med os selv. Der stiller vi ikke spørgsmål, vi er blot. Så for at finde tilbage til os selv igen, må vi lære at tillade os at bevæge os frem og tilbage mellem oplevelser af frygt, ængstelse, ubalance for der netop at finde tillid, kærlighed og balance.

 

En måde at acceptere sig selv på, er at vide at det at bevæge sig, er svært. Det at gøre noget nyt og anderledes, er uvant. Vi bliver presset og føler modstand. Det er helt ok, at vi mærker presset og modstanden. Vi skal blot ikke handle på den. Vi skal stoppe den i at blive til ord, som kommer ud. I stedet spørge indad; hvad er det jeg har brug for? Hvad er det, som der er brug for lige nu?

 

Jeg har været til samtale med min chef. Samtalen var både om at firmaet flytter, løn og arbejdssituationen som helhed. Inden samtalen kunne jeg mærke, hvordan det at skulle sætte værdi på mig selv trikkede mit selvværd. Hvordan jeg var nervøs for hvad jeg skulle sige, og hvad han ville sige. Alt sammen selvom jeg VED, at jeg gør mig arbejde til UG+

 

Tidligere ville jeg havde været hård ved mig selv. Jeg ville have tænkt at nu kender jeg til alle psykiske vinkler og højt selvværd, ergo bør jeg kunne håndtere enhver tænkelig situation. Så hvorfor er jeg ikke bedre til at håndtere den her. Nu tænkte jeg, forandring svær. Personlig samtale er svær. Jeg mærker alting så tydeligt og er meget følsom.

 

Så det er helt ok at jeg mærker, at jeg er nervøs. Det er helt ok, at en sådan uvant situation bringer følelser op. Det var en ganske anden og kærlig energi overfor mig selv. Og hele min krop faldt stille og roligt til ro. Dermed kunne jeg være nærværende i samtale og svare som spørgsmålene kom i stedet for at have regnet dem ud på forhånd.


 

 

Helt som et lille barn der bliver vugget. Jeg er nemlig følsom. Samtidig elsker jeg vækst. Jeg elsker at udvikle mig, bruge mig selv og lære nyt. Så det at kunne begge dele, både tage hensyn til min følsomhed og mit ønske om forandring til det bedre og bedre er fabelagtigt.

 

At vækste er muligt med kærlige skridt. Kærlige skridt fører os langt videre end vores fantasi kan begribe.

 
 
 

Jeg har haft en fabelagtig oplevelse i dag. Min søn Victor (5år) har desværre tænder, som er gået i stykker. Ret mange desværre for det er i mellemrum imellem tænderne. Vi har brugt tandtråd, blot ikke ofte nok (åbenbart). Det gør at vi i dag for 3. tirsdag i træk har været af sted for at få lavet tænder. Heldigvis er der ikke flere tirsdage lagt i kalenderen for nu.

Det i sig selv er klart modsat fabelagtigt. (Og også noget, som jeg måske ikke ligefrem jubler over at fortælle, eftersom det tangerer pinligt. Jeg gør det nu alligevel, fordi det jeg vil fortælle er vigtigere. Samtidig er det jo bare sådan det er). Heldigvis er tandlægen virkelig dygtig, så det har været to udmærkede oplevelser de to forrige tirsdage. I dag var blot anderledes fabelagtig.

Der var en anden klinik assistent end de andre gange. Hun var i øjenhøjde med Victor. Hendes indre legebarn var klart tydeligt og hun fangede ham lige med det samme. Hun gjorde alting spændende, med eksempel at sige; se der er stjerner på tandpastaen som jeg putter i din mund. Nu er der stjerner på alle dine tænder, helt ligesom julestjerner. Og hendes mimik var strålende.

Hun startede med at fortælle en historie, som var det første Victor huskede, da vi satte os ud bilen igen. Jeg har lyst til at dele den, så den kommer her. Hun fortalte, at der var et hus, hvor de havde svimmingpool. Hver dag de kom hjem fra arbejde kunne de se, at der var nogle, som havde været i den. De brokkede sig til naboerne over, hvorfor de brugte deres pool.

Naboen sagde igen og igen, at det var ikke dem. Så det endte med at de satte et overvågningskamera op. Så da de kom hjem fra arbejde kunne de se, at poolen havde været brugt. De tjekkede filmen og til deres store overraskelse, så var det deres egen hund. Der grinede Victor højlydt.

Hunden sprang ud af vinduet i det øjeblik de kørte hjemmefra og hoppede på ruchebanen ned i vandet. Det var en sjov historie, og resten af tiden i stolen var også sjov. Det som gjorde den sjov var hende. Hendes evne til at skabe eventyrstemning. Og på intet tidspunkt kom der irritation fra Victor, heller ikke bagefter. I stedet kom der flere gange højlydt latter.

Hun matchede noget, som jeg selv har erkendt på et nyt niveau. Det er hvor meget vi virkelig er en forskel. Så ønsker vi et liv som er opløftende og sjovt, den berusende følelse af forelskelse, så kan vi skabe det. Det handler ikke om forelskelse i partner men i selve livet. Også når vi står i noget, som ikke matcher det (som fx tandlæge..).

Jeg har helt klart besluttet, at hæve min bariarre for at lade min indre sprudlende forelskelse i mit liv komme igennem uanset hvor jeg er, hvem jeg er sammen med og hvad jeg laver. Det gør en forskel. De situationer og udfordringer jeg møder ser noget anderledes ud.

Det betyder ikke, at jeg ikke så også oplever følelser i den anden skala. Det gør jeg. Dem tager jeg kærligt hånd om, sådan de hverken styrer, fylder eller bliver undertrygt. De er også ok udfra, at de netop giver kontrast. Uden kontrast kan det være svært at nyde øjeblikke, som virkelig er magiske.

Til det vil jeg dog tilføje, at være i kontrasten er ikke spor sjovt. For at komme hertil har jeg bedt om hjælp, mange gange. Hjælpen kan komme i mange former, dog er det os selv som skal åbne op og bede om den. Ligesom hesten ikke løfter benet, når vi trækker den i halen.
Det er sårbart at gå direkte efter at få hesten til at løfte benet. Der møder vi os selv i mange varianter og med mange følelser, så det kræver også tillid at komme dertil, hvor det at bede om hjælp er næste skridt. Uanset hvor du er lige nu, så ønsker jeg for dig, at du enten er eller bliver forelsket i dit liv.

“I’m not telling you it’s going to be easy – I’m telling you it’s going to be worth it.”
― Art Williams

Jeg er i København i næste uge og har blandt andet planlagt overnatning hos med-mentøse. Det glæder jeg mig vildt til. Derefter er det jul. Så måske vi først høres ved i det nye år. Selv har jeg planlagt at holde min egen private indre nytårsaften den 21/12-12. Dana Kilde (ved Rørbæk sø) har åbnet deres faciliteter, og det vil jeg benytte mig af. Jeg tror som sådan ikke på, at datoer har en særlig betydning, men det jeg ligger i den dag har en særlig betydning.
Jeg har hørt den her en del gange nu. Specielt den del som omhandler mod fik mig til at græde. Skøn sang.

Sikke en dag. Jeg har talt i telefon i adskillige timer og med flere forskellige mennesker. Det har været magisk. Det er magisk, hvordan billedet af hesten (uden endda at være sammen med den) kan overføres til de resultater, vi har skabt i vores liv. Og til hvordan, vi så får skabt de resultater, vi længes efter.

Hesten viser os nemlig, at vi “blot” skal turde være den, vi er. Når vi tør vise vores sårbarhed, vores allerværest frygt endda, så gør den det, vi beder den om. Når vi tør være ok med alle de følelser vi normalt vil lamme, så kan vi få det, vi ønsker os og samtidig også opnå styrke.

Styrken kommer, fordi det er en sejer at gå efter at få “hesten til at løfte benet” med alt den sårbarhed det indebærer. Jeg har talt mange ord idag. Brene Brown gør det vist kortere. Smiler. Dette er virkelig en video som er værd at se!

Endvidere er jeg blevet færdig med bogen It´s is not about the horse af Wyatt Webb. Fantastisk bog som så briliant forklarer, hvordan vi ved at overvinde vores frygt og mistillid opnår det vi længes efter.
Jeg sætter et link ind til den her, hvis du er nysgerrig for mere:

Jeg har været i London med mit (deltids)arbejde. En helt fantastisk weekend sammen med kollegaer. Det var en oplevelse at være af sted, og anderledes at have så god tid sammen, at der var plads til at connecte om andet end arbejdet. Det at lære hinanden at kende, giver klart en højere glæde ved at være sammen på arbejdet igen om mandagen.
Jeg har bemærket at jeg har forandret mig. Jeg forbinder mig langt lettere og enklere med de mennesker, jeg er sammen med. Det har altid været utrolig let for mig at være sammen med dyr. Den samme lethed er jeg ved at have også, når jeg er sammen med mange forskellige mennesker.
Jeg er ved at forstå, hvad det er for en forandring, jeg har foretaget siden at det er blevet naturligt. Det er blevet ok at være mig. Ok at være følsom og anderledes. Måske er jeg slet ikke så anderledes end andre, jeg har blot altid følte mig anderledes (læs forkert) og alene. Så det har hele tiden handlet om, hvordan jeg har det med mig selv. Om de tanker og følelser jeg har.
Jeg har haft en session i dag med en ejer og hendes hest. Hun har undgået at gøre det hun længes efter i frygt for at blive afvist og fundet ikke god nok. Hendes hest spejlede det så “fint” ved at vende bagdelen til og ikke ville komme hen til hende, når hun vil tage den ud af boksen for at ride. Så alene det, at hun nu var kommet til at ville konfrontere sin frygt var et stort og afgørende skridt.
Det er i først omgang sårbart at have en hest som et spejl. Fordi her er resultatet så tydeligt. Det er tydeligt om det vi beder om, bliver leveret eller ikke. Det magisk er, at hesten leverer det præcist i det øjeblik vi bliver autentiske. Så vender den sig om. Løfter hoven eller søger vores selskab.

Det at være autentisk, det er ikke noget ret mange af os har lært. Så det er ikke et ord vi forstår, før end at vi ret faktisk bliver vist, hvad det vil sige. Hesten viser os, at autenticitet er naturlighed og at være afslappet med vores følelser. Ikke være bange for at gøre os sårbare.

Der kan vi overvinde vores frygt og manglende tillid. Det er virkelig rejsen værd. Det vil jeg godt skrive under på. Det er så fedt at lykkes med det, vi længes efter. At opleve samhørighed, forbindelse og glæde og derfra gøre det vi drømmer om at kunne.

Burde livet ikke være sjovt? I stedet for at være så fokuseret på resultatet, eller rettere nok det manglede resultat eftersom de fleste af os holder os selv tilbage. Så alene at starte med at bede om det vi gerne vil have, trikker angsten for ikke at lykkes med det. Men hvad hvis det faktisk godt kan lykkes, det er blot på en helt anden måde end vi først forestillede os.

‹ previous · next ›