Jeg har været i London med mit (deltids)arbejde. En helt fantastisk weekend sammen med kollegaer. Det var en oplevelse at være af sted, og anderledes at have så god tid sammen, at der var plads til at connecte om andet end arbejdet. Det at lære hinanden at kende, giver klart en højere glæde ved at være sammen på arbejdet igen om mandagen.
Jeg har bemærket at jeg har forandret mig. Jeg forbinder mig langt lettere og enklere med de mennesker, jeg er sammen med. Det har altid været utrolig let for mig at være sammen med dyr. Den samme lethed er jeg ved at have også, når jeg er sammen med mange forskellige mennesker.
Jeg er ved at forstå, hvad det er for en forandring, jeg har foretaget siden at det er blevet naturligt. Det er blevet ok at være mig. Ok at være følsom og anderledes. Måske er jeg slet ikke så anderledes end andre, jeg har blot altid følte mig anderledes (læs forkert) og alene. Så det har hele tiden handlet om, hvordan jeg har det med mig selv. Om de tanker og følelser jeg har.
Jeg har haft en session i dag med en ejer og hendes hest. Hun har undgået at gøre det hun længes efter i frygt for at blive afvist og fundet ikke god nok. Hendes hest spejlede det så “fint” ved at vende bagdelen til og ikke ville komme hen til hende, når hun vil tage den ud af boksen for at ride. Så alene det, at hun nu var kommet til at ville konfrontere sin frygt var et stort og afgørende skridt.
Det er i først omgang sårbart at have en hest som et spejl. Fordi her er resultatet så tydeligt. Det er tydeligt om det vi beder om, bliver leveret eller ikke. Det magisk er, at hesten leverer det præcist i det øjeblik vi bliver autentiske. Så vender den sig om. Løfter hoven eller søger vores selskab.

Det at være autentisk, det er ikke noget ret mange af os har lært. Så det er ikke et ord vi forstår, før end at vi ret faktisk bliver vist, hvad det vil sige. Hesten viser os, at autenticitet er naturlighed og at være afslappet med vores følelser. Ikke være bange for at gøre os sårbare.

Der kan vi overvinde vores frygt og manglende tillid. Det er virkelig rejsen værd. Det vil jeg godt skrive under på. Det er så fedt at lykkes med det, vi længes efter. At opleve samhørighed, forbindelse og glæde og derfra gøre det vi drømmer om at kunne.

Burde livet ikke være sjovt? I stedet for at være så fokuseret på resultatet, eller rettere nok det manglede resultat eftersom de fleste af os holder os selv tilbage. Så alene at starte med at bede om det vi gerne vil have, trikker angsten for ikke at lykkes med det. Men hvad hvis det faktisk godt kan lykkes, det er blot på en helt anden måde end vi først forestillede os.

Comments

comments