sophiahampensømedramme

En af grundpræmisserne i livet er, at tingene går i ring, Forstået på den måde, at alt er en rytme, der gentages. Som dagen, der gentages med solen og månens rytme.

Som årstiderne, der gentages med forår, sommer, efterår og vinter. Som blomsterne, træerne, ja alt levende, der gentager at være frø, vokse og gro for til sidst at visne og dø – både undervejs og til slut er alt en forsættelse af nyt liv.

På samme måde er det med os mennesker. Når vi først når en vis (ganske ung) alder har vi oplevet grundfølelserne (lyst, vrede, glæde, sorg og frygt), og resten af livet gentager vi disse.

Nogle af vores følelser kan udvikle sig til afarter af de oprindelige følelser. For eksempel kan vrede blive til raseri, der kan udvikles sig til had og jalousi. Sorg kan blive til tristhed, indelukkethed og depression.

Det kan være svært at mærke den oprindelige følelse, når man mærker afarten. Og årsagen til, at følelserne er blevet til afarter, er, at der på en eller anden måde ikke var plads til den oprindelige følelse.

Meningen med livet er ikke at undgå bestemte følelser. Meningen er heller ikke, at vi skal beskytte vores børn fra visse af dem (dem, vi ikke selv kan lide).

Vi skal i stedet bruge alle følelserne fuldt bevidst, for når vi mærker dem og handler efter dem, er følelserne for os, hvad hvad solen og vandet er for blomsterne.

Det er altså dem, der gør, at vi udvikler os og blomstrer!

Især når følelserne er i deres oprindelige form, eksempelvis lyst, sorg, glæde, vrede og frygt, kan vi gro af dem.

Vi skal ikke leve efter at undgå (visse) følelser. Det er nemlig helt sikkert, at du vil blive bange igen! Du vil blive glad igen! Du vil blive vred igen! Du vil blive ked af det igen! Men du kan på forhånd beslutte, hvordan og hvem vil du være, når muligheden opstår.

Jo mere vi er i stand til at være, som vi på forhånd har besluttet, jo mere føler vi os glade, lykkelige og betydningsfulde.

Et eksempel kunne være, at mine børn skændes og slår hinanden. Den ene siger, at den anden er dum, og begge begynder at græde. Jeg har besluttet, at for mig virker det ikke at spørge, hvorfor og hvem gjorde hvad.

I stedet virker det for mig at være med det, der er. Det vil sige, at jeg mærker den sorg eller vrede, de begge to er i, og giver dem lov til at have den følelse.

Når de er igennem følelsen, kan der opstå en mulighed for at sætte ord på. Jeg kan give dem nogle guidelines til andre måder, de kan udtrykke deres vrede på, der kunne være mere hensigtsmæssige og sårbare, som eksempelvis at sige: ”Jeg kan ikke lide det, du siger.” (når man for eksempel bliver kaldt dum).

Men det vigtigste er ikke, om det er muligt at få givet børnene disse guidelines. Det vigtigste er, hvordan jeg selv handler, når jeg bliver enten vred, ked af det, glad eller bange.

Børn gør jo, som vi gør, ikke som vi siger, at de skal gøre. Ligesom vi også godt kan tænke meget, uden at det egentlig forandrer vores handlinger.

Når vi selv tør være (mere) sårbare, kan vi også vise andre vejen til at være det samme.

Jo mere vi tør være sårbare, jo lettere er det at navigere i livet. Og jo hurtigere vi er villige til at være sårbare, jo kortere bliver vi hængende i det negative. Dermed kan det føles, som om vi automatisk bliver naturligt positive igen.

Denne viden, har været en af det største befrielser for mig. Både at mine ydre omstændigheder kan forblive som de er, uden at det dikterer min indre stemning. Samt at jeg ikke gør noget forkert, når jeg fx bliver bange. Det er, hvordan vi handler på følelsen, der er afgørende.

Så når vi handler og reagerer på en måde, vi gerne vil forandre. Så overvej, hvordan vil jeg gerne reagere og derefter handle næste gang dette eller noget lignende sker..

 

Comments

comments