Personligt og professionelt er jeg ikke til kvantespring. For mig svarer kvantespring til at vi går i børnehave og så starter direkte ind i 2. klasse. Eller at gå i 7. klasse og springer direkte til gymnasiet. Der er ligesom viden og skridt som mangler at blive taget, før vi er rustet og klar til at indtage det nye. Især hvis vejen samtidig skal være i glæde, nydelse og lethed.

 

Det at springe over nogle “klasser” er hårdt arbejde. Der er meget som skal indhentes på kort tid, for at kunne følge med det nye som sker. Vores sind, krop og psyke vil virkelig være på overarbejde. Samtidig kan jeg se, at det er tæt på umuligt. Der er høj risiko for at vi giver op, resignerer. Tænker, det er sku også mig, der er for dum. Mig der ikke kan tage mig sammen. Æv.

 

Alligevel er der mange af os som ønsker kvantespring. Vi ønsker os et helt andet sted hen end der, hvor vi er. Vi ønsker at kunne springe “klasser” over, fordi der er nogle indre skridt som virker for uoverkommelige. Vi vil gerne have det kærlige parforhold, den lækre mand/kvinde, mere i løn, ned i vægt (eller op), være mere selvstændige, sige vores mening til vores chef, sige vores job op, søge en højere stilling, komme ud af den situation vi står i nu osv.

 

Den “klasse” vi så gerne vil springe over i den proces er at mærke følelser som lavt selvværd, magtesløshed, forkerthed, ensomhed, svært ved at sige fra, for lidt eller for meget ubalancer. Altså vores udfordringer (livslektier, kan man også kalde dem da de forsætter livet ud). Jeg tror, at grunden til, at vi gerne vil springe dem over er flere;

 

Vi vil så gerne være perfekte = forsøge ikke at mærke vores følelser
Vi ikke ved, hvordan vi skal håndtere følelserne, når de dukker op
Vi frygter, at vi er de eneste, der har det sådan
Vi håndterer situationen uden accept og dermed bliver det værre

 

Pjyv, jeg kan godt mærke at det er lidt hårdt at komme ind i den her ærlighed. Fordi jeg, som alle andre mennesker, kender til disse følelser. Og jeg er særligt sensitiv, så bare det at skrive om det, gør at jeg mærker dem. Hvilket bringer mig til, at når vi går efter noget vi gerne vil lykkes med, så kan vi ikke undgå at komme ind i disse. Det er så naturligt. Hver gang vi vil vækste og prøve noget nyt så dukker de op. Ikke nødvendigvis alle, men hver vores “fortrukne”. Mine “fortrukne” er magtesløshed og lavt selvværd..

 

Så derfor tænker jeg, at det vil være ganske smart at lære, at håndtere dem i stedet for at flygte fra dem. Fordi i flugten så kan vi let opgive vores ønske og mål. Vi kan komme til at gå ud af “7. klasse” selvom vi faktisk gerne vil “i gymnasiet”. Men vi giver op. Det er for hårdt.

 

Det er ikke nødvendigt at give op. Det behøves heller ikke være (så) hårdt. Istedet kan det være ganske kærligt og hjerteåbnende. Vi fødes i kontakt med os selv. Der stiller vi ikke spørgsmål, vi er blot. Så for at finde tilbage til os selv igen, må vi lære at tillade os at bevæge os frem og tilbage mellem oplevelser af frygt, ængstelse, ubalance for der netop at finde tillid, kærlighed og balance.

 

En måde at acceptere sig selv på, er at vide at det at bevæge sig, er svært. Det at gøre noget nyt og anderledes, er uvant. Vi bliver presset og føler modstand. Det er helt ok, at vi mærker presset og modstanden. Vi skal blot ikke handle på den. Vi skal stoppe den i at blive til ord, som kommer ud. I stedet spørge indad; hvad er det jeg har brug for? Hvad er det, som der er brug for lige nu?

 

Jeg har været til samtale med min chef. Samtalen var både om at firmaet flytter, løn og arbejdssituationen som helhed. Inden samtalen kunne jeg mærke, hvordan det at skulle sætte værdi på mig selv trikkede mit selvværd. Hvordan jeg var nervøs for hvad jeg skulle sige, og hvad han ville sige. Alt sammen selvom jeg VED, at jeg gør mig arbejde til UG+

 

Tidligere ville jeg havde været hård ved mig selv. Jeg ville have tænkt at nu kender jeg til alle psykiske vinkler og højt selvværd, ergo bør jeg kunne håndtere enhver tænkelig situation. Så hvorfor er jeg ikke bedre til at håndtere den her. Nu tænkte jeg, forandring svær. Personlig samtale er svær. Jeg mærker alting så tydeligt og er meget følsom.

 

Så det er helt ok at jeg mærker, at jeg er nervøs. Det er helt ok, at en sådan uvant situation bringer følelser op. Det var en ganske anden og kærlig energi overfor mig selv. Og hele min krop faldt stille og roligt til ro. Dermed kunne jeg være nærværende i samtale og svare som spørgsmålene kom i stedet for at have regnet dem ud på forhånd.


 

 

Helt som et lille barn der bliver vugget. Jeg er nemlig følsom. Samtidig elsker jeg vækst. Jeg elsker at udvikle mig, bruge mig selv og lære nyt. Så det at kunne begge dele, både tage hensyn til min følsomhed og mit ønske om forandring til det bedre og bedre er fabelagtigt.

 

At vækste er muligt med kærlige skridt. Kærlige skridt fører os langt videre end vores fantasi kan begribe.

 
 
 

Comments

comments