“At gå over åen efter vand”. Der ligger stor visdom gemt i det gamle ordsprog. Det gør der, fordi de fleste af os faktisk har lært lige netop dét. Vi lærer at knokle for at få resultater. Vi bruger alle vores ressourcer, al vores energi, for at lykkes. Vi går over åen efter vand.

Måske kender du til, hvordan det føles at gå over åen efter vand. Det føles hårdt, svært og som om, et eller andet altid glipper. Vores indre værdier kommer let i spil, så vi ender med at føle os lidt forkerte, uanset hvilken situation vi befinder os i.

Jeg var til en workshop i går med Rita Makkanaw, der handlede om personlig power (du kan læse om hende her: www.oldknowledge.com). Hun startede med at bede os om at forestille os, at der var en tallerken foran os.

Tallerknen var fyldt med alt det, vi har i vores tanker. Hun bad os tage alle tingene af tallerknen, og så kun putte én ting tilbage, nemlig vores tilstedeværelse på workshoppen og intet andet. Hun sagde også, at mange af os fylder vores tallerken med ting, der egentlig ikke er vores.

Det fik mig til at reflektere over et nyt niveau af noget, som jeg ved er sandt. Nemlig at vi prøver (alt) for hårdt. Så hårdt, at vi ender med at gå over åen efter vand. Vi mangler modet til at stoppe op og mærke, hvad der er det rigtige for os lige nu. Så vi putter (alt for) mange ting på vores tallerken – dybest set, fordi vi ikke har tillid.

Så jeg er enig med hende i, at det er vigtigt, at vi mærker, hvad vi putter på vores tallerken, og om det skal være der nu! Vi skal heller ikke kontrollere vores tallerken, men i stedet blot observere, hvad det er, vi har puttet på den. Det hjælper, hvis vi kan være åbne og nysgerrige over for os selv.

Mange ting er på vores tallerken, fordi vi styrer for meget. Vi tror, at vi selv skal tiltrække dét, vi gerne vil have. Næ, det gør vi allerede. Tingene kommer netop, fordi vi tiltrækker dem. Så vores opgave er at forandre os, hvis vi gerne vil tiltrække noget andet. Vi har alle den visdom i vores bevidsthed.

Vi ved allerede intuitivt, hvad der er det rigtige for os. Spørgsmålet er, om vi stoler på det. Stoler vi på, at vi godt må nøjes med at gå hen til åen? Må vi godt stoppe med at gøre dét, der ikke nærer os? Må vi i det hele taget godt vente med at tage vand, til vi kommer til en å. Eller skal vi prøve på at skaffe vand, hvor der ingen vand er.

Følelser er som muskler. De vokser alt efter, hvor meget vi “træner” dem. Så alle følelser er noget vi kan træne, ikke noget vi kan kontrollere eller tvinge. Vi træner de følelser, vi lærte at træne i barndommen, men det kan vi heldigvis ændre, hvis de får os til at gå over åen efter vand.

Comments

comments