At handling skaber forvandling kommer vel ikke bag på nogen. Men det kan ikke stå alene. Og det er der mange andre udsagn, der heller ikke kan: Vi skaber selv vores egen virkelighed! Lige tiltrækker lige! Livet er et spejl af dig selv! Alle disse udsagn kan heller ikke stå alene.

Når disse udsagn står alene, mangler de nemlig livets kompleksitet og dybde. Meningen med denne type udsagn er, at de skal bringe os lethed, glæde og opløftet stemning. De skal give os energi og lyst til at gå i gang.

Men når ordene kommer til at stå alene, bliver de let til regler, som vi kan slå os selv oven i hovedet med, fordi vi ikke kan overholde dem. Hvad blev der så lige af letheden, glæden og den gode stemning?!

På TV2 kører der for tiden et program ‘Stop nu krigen, mor og far’. Her er det tydeligt, hvad fundamentet for ‘det gode liv’ er. Dér, hvor barnet begynder at fortælle af sig selv. Dér, hvor barnet trives. Fordi netop der, trives os voksne også. Dér, hvor de voksne siger, at de har det meget bedre sammen nu end før … de griner meget mere nu. Børn har fat i den lange ende. Ligesom vores eget indre barn også har. Læs gerne dette skrevet af Malene Holmgaard, hvis det med indre barn tiltaler dig.

Hvis vi gerne vil forvandling, er det ikke handling, der baner vejen. Vi skal i stedet bringe os selv derhen, hvor handling bliver let. Som at sætte bilen i gear, træde på speederen og lade bilen køre af sig selv. Hvis vi siger til os selv (eller andre), at det er handling, der skaber forvandling, svarer det til, at vi står ud af bilen, stiller os bag ved den og begynder at skubbe. Og derefter klager vi over, at vi ikke har kræfterne, energien eller overskuddet.

Det er da ikke så mærkeligt, at vi ikke har det, når vi prøver på at få en bil til at køre ved at skubbe den. Men hvordan får vi så handling til at blive let? Det får du hermed fem (lette) trin til … nej, spøg til side. Jeg har ikke udtænkt fem (lette) trin, og jeg har heller ikke nogen enkel, gennemprøvet metode.

For i bedste fald er de ‘fem lette trin’ ikke handling, men gode råd. Det er gode råd, der nogle gange virker, andre gange ikke. Nogle gange holder metoden, andre gange ikke. I værste fald bliver rådene til en hammer, som du kan bruge til at slå dig selv oven i hovedet med. Det har jeg personlig gjort rigtig mange gange. Det er testet, og det duer ikke.

Det, der virkelig virker, er, at vi finder ind til kernen af, hvem vi er og hvad vi er.  Så kan vi mærke, hvad vi vil (og ikke vil).

Jeg så Anders Lund Madsen i Go’aften Danmarks ‘Mit livs øjeblik’, hvor han fortalte: ”Da jeg var i tyverne og oplevede noget, hvor jeg var nødt til at sige ‘nej’. Der begyndte jeg at finde ud af, hvem jeg var, og hvad jeg var. Ikke at det handler om at sige ‘nej’. Det er ligeså meget at sige ‘ja’. Det kan lyde højtflyvende, men det er meget banalt”. Det var magisk for mig at høre ham fortælle. Min krop reagerede fysisk, og tv’et blev som en magnet. Det er min passion, mit kald. Du kan se klippet her, starter kl 11.40.

Jeg har lyst til at sige, at det er let at mærke, hvem man er og hvad man er. Men det ville være løgn. Især fordi det vi tror andre vil tænke og mene, overdøver vores sjæls kalden og vores hjertes hvisken.

Det er først, når (den indre) vind lægger sig, når stilheden indfinder sig, når roen kommer over os og vi ikke længere handler bevidstløst, at vi kan høre os selv. Det, vi gør derefter, skaber (den ønskede) forvandling. Så handler vi ikke længere i blinde eller ud fra, hvad andre vil have os til.

Comments

comments