“Kærlighed med rygrad”.

Det udtryk har jeg ledt efter. Kærlighed kombineret med styrke, dét elsker jeg, fordi det giver de vildeste resultater. Kærlighed med rygrad er, når vi gør noget andet, end vi plejer. Vi begynder at kigge med kærlige øjne på det, der ikke vil lykkes. Jo mere værdi det har for os, jo mere kærlig rygrad kræver det at gøre noget nyt.

Min familie og jeg var af sted på ski i uge 7. For mit vedkommende blev det kun til én dag, For jeg vred om på mit knæ. Nogle dage efter begyndte jeg også at blive svimmel. Tilbage i Danmark fandt jeg ud af, at jeg havde fået en virus på balancenerven. Så siden min enlige dag på ski har jeg brugt tiden på at udforske og heale.

Jeg oplever heldigvis, at uanset hvad der manifesterer sig i mit liv, vil det hjælpe mig. Så derfor har jeg brugt tiden på også at mærke indad. Hvad er det min krop forsøger at fortælle mig?

Mit allerstørste ønske, både for mig selv og for andre, er at bryde med familiemønstre som magtesløshed, mudderkastning (ikke bogstavligt talt, smiler), ulykkelighed, fiaskofølelse, og at dét, vi så gerne vil gøre anderledes end vores forældre, er en kamp at få til at lykkes.

I stedet ønsker jeg inderligt at skabe varme og kærlige relationer, hvor vi på en nærende måde får vores dybeste længsler opfyldt. Hvor vi skaber en forbindelse til hinanden, der bygger på kærlighed og tillid. Det kræver og giver rygrad at vælge drømme, som ingen i familien tidligere er lykkes med.

Det, jeg kan se, er, at vi let bliver blinde for, at vi faktisk har gang i noget, der ikke har rygrad og kærlighed. Jeg kender det fra mig selv. Det skete eksempelvis den dag jeg kom til skade, hvor vi tog ind til et vennepar, der boede tæt på pisten. Vi fik tøj og skistøvler af, men da vi skulle derfra igen, var det alt andet end sjovt.

Mit knæ gjorde ondt og var begyndt at hæve. Børnene brokkede sig over skistøvlerne. Min mand skældte sig selv ud, fordi han havde set det komme på vejen dertil. Så han var sur over, at han ikke havde lyttet til sig selv. Nå, men vi slæbte os altså hjem til hotellet med smerter, ingen kræfter og arme, der gjorde ondt af at bære på ski.

Vi måtte gå hele vejen hjem, fordi der ikke længere kørte skibusser. Næste dag opdagede jeg, at der var taxaer. Selvfølgelig var der det! Men dagen før så jeg ingen! Jeg var så dybt involveret i det, vi havde gang i, at jeg slet ikke kunne få øje på en mulig løsning. På den måde fandt jeg en af “gaverne” fra min knæskade.

At jeg må ‘steppe up’ endnu engang og “se efter taxaer”. Altså lede efter mulige løsninger på de ting i mit liv, der er en gentagelse af familiemønstre, og som ikke længere matcher mine ønsker.

Når nu jeg skulle opleve at have fysiske skader/sygdom på ferien, er det så, fordi jeg ikke er spirituel nok – ikke får lyttet i tide? Den tanke skulle jeg også lige have vendt. Men nej, det har ikke noget med det at gøre. Det at være spirituel gør mig ikke fejlfri. Det gør mig blot åben for læring.

Og den tanke har jeg også virkelig mærket væsentligheden af. Hver familie har sine mønstre. Dem gentager vi, fordi de fungerer som ubevidste, indgroede vaner. Vi vokser op uden “synlige taxaer” på de områder, vi kæmper mest med. Vi gentager historier og mønstre uden at være bevidste om det.

Det kræver mod at kigge på sig selv. Det kræver endnu mere mod at kigge på sig selv med kærlighed og empati. Men det er derfra, vi virkelig kan vokse. Derfra vi virkelig kan finde vores rygrad og skabe det liv, vi ønsker. Noget, der er svært i min familie, er at skabe nærende relationer.

Så jeg elsker, når min mand er varm og kærlig over for vores børn. Som eksempel kan jeg nævne en dag, hvor det var aftalt, at farmor skulle hente børnene, men Anders kom hjem før tiden, og kørte op efter dem. Victor blev helt stille og brød i gråd. Anders sætter sig hos ham, og holder om ham.

Stille og roligt spørger han Victor, hvad det er, han er så ked af. Victor svarer, at han havde glædet sig så meget til, at farmor skulle hente dem. Anders holder om ham. Stille og roligt foreslår han, at de kører over til farmor og besøger hende. Victor bliver hurtigt glad igen, og båndet imellem de to er blevet stærkere.

Jeg elsker også, når jeg selv er varm og kærlig. Det har ikke været det letteste i verden for mig. Indrømmet. Min familiehistorie har nemlig mange mønstre på det modsatte. Det ændre dog ikke på, at jeg ved, hvad der bringer mig værdi. For jeg kan mærke, når jeg er på afveje fra mine dybeste ønsker. Det er ikke let at få øje på “taxaer” altid, men det betyder jo ikke, at de ikke findes.

Hvis jeg bliver i tvivl om mine værdier, så laver jeg denne lille øvelse:

Prøv at forestille dig, at du nu er 70 år gammel.
Du sidder i lænestolen og tænker tilbage på dit liv.
Hvad har betydning??

Der er ikke kun en vej til at lykkes… der er mange

Comments

comments