Jeg ved, at det at åbne døren indad og finde de manglende brikker, resultatet deraf fører til ubetinget kærlighed og højt selvværd.
Ubetinget kærlighed er ikke en destination, det er en proces.
Jeg forandrer mig i den proces, jeg nærmer mig mere og mere sådan at jeg mere og mere af tiden lever i ubetinget kærlighed (og derved i højere og højere selvværd).
Når jeg ikke er der, så ved jeg også at der er vækst på vej – hvis jeg vil den altså.
Jeg ved også, at når jeg er parat til at kigge på det, som forhindrer mig fra mit ønske så er vejen indad.
Det er en magisk rejse – at finde ubetinget kærlighed. At være i højt selvværd.
Både fordi den findes!
Og fordi det føles så godt, at ord bliver svære at finde. Lidt som at skulle forklare hvordan jordbærgrød smager – det er ikke muligt, det som i stedet er muligt er at opleve det selv.
Nuet bliver anderledes; nærværende, roligt, tilstede, opløftende, kærligt, rummeligt. Det er muligt at gøre de ting, som man virkelig drømmer om at kunne.
For mig er det at kunne sætte mig ned ved siden af min datter. Nyde at se hende tage sko på. Være sammen med hende i dette øjeblik og få tårer i øjene af glæde. ( og lur mig det med tiden magisk forandres…)
Der er jeg ikke helt endnu.
Jeg kan se, at det er sådan jeg allerhelst vil have det. Så kigger jeg på de poster som dukker op undervejs, den jeg er ved lige nu handler om at tale min sandhed, og dermed være kærlig i min vibration. Ord er som sådan ikke altafgørende, min stemning i mit sind og krop er afgørende.
En gang troede jeg først at jeg skulle være perfekt. Når jeg var i mål, så var jeg klar til at dele med verden. Det er ret spøjst at tænke på, fordi hvornår er man perfekt?