Hvornår skete det, at du blev væk? Hvornår skete det, at jeg mistede dig? At jeg lukkede mine øjne for din eksistens og valgte at glemme dig? Hvornår var vi sidst i kontakt? Hvornår gav jeg dig sidst den omsorg, du fortjener? Den kærlighed, du higer efter? Hvornår har jeg sidst rigtigt lyttet til dig? Taget dig alvorligt og søgt at opfylde dine behov og inderste ønsker?

Hvorfor valgte jeg at vælge dig fra? Hvad var det, der gjorde, at det var så svært at rumme dig? Hvorfor gjorde det så ondt at være i din nærhed, at jeg måtte søge væk? Hvor har du været? Hvem har givet dig omsorg i alle disse år? Hvem har passet på dig? Knuget dig? Elsket dig? Har du savnet mig? Hvordan kan du stadig være her?

Stå der lige foran mig i det øjeblik, jeg er klar til at møde dig igen? Hvordan kan du vide, at det nu er tid til, at vi to skal forenes? Er det det? Hvordan kan du bare tage min hånd? Lade mig knuge dig? Følge med mig til mit inderste, når jeg har svigtet dig gennem alle disse år? Hvordan kan du tilgive?

Hvordan kan din kærlighed være så stor, at du kan lade år være år? Hvordan har jeg kunnet undvære dig? Er du her for at blive? Hvordan gør jeg det hele godt igen?

____________________________

Pludseligt stod du der. Dukkede op ud af det blå. Famlende. Flakkende. Søgende. Higende. Jeg forstod ikke først, hvem du var, og hvorfor du stod der. Nu forstår jeg det. Jeg forlod dig for mange år siden. Lukkede dig ude af mit inderste og låste døren. Jeg kunne ikke rumme dig og dine behov. Jeg havde nok at gøre med mig selv – med at overleve.

Jeg kæmpede for at holde mig oven vande, og der stod du med dit behov for kærlighed og omsorg. For at blive set og anerkendt. For at blive valgt. Og med din sorg over, at det ikke blev sådan. Jeg kunne ikke magte at forholde mig til det – til dig. Så jeg valgte dig fra. Lukkede mine øjne for din eksistens og glemte dig. Levede mit liv, som om du aldrig havde været der. Eller overlevede i mit liv uden dig.

Uden at vide det, har jeg manglet dig i alle disse år. Jeg har været så ensom, følt mig så alene, grædt så mange tårer. Jeg har søgt og søgt. Ledt overalt efter svar på ”hvorfor?” Jeg så slet ikke, at det var dig, jeg manglede. At kun du kunne gøre mig hel. Og nu, hvor jeg har allermest brug for dig. Nu hvor jeg ikke føler, at jeg kan finde på flere ting for at overleve.

Hvor jeg føler, at jeg er ved at gå i stykker indefra, miste fodfæstet og blæse bort med vinden – ja, så står du der – lige foran mig. Stadig med behov for kærlighed og omsorg. Med behov for at blive set og anerkendt og valgt. Og stadig med din sorg. En sorg, der også er min sorg.

Jeg kan kende dig. Jeg husker dig pludselig igen, og jeg kan se, hvad du vil. Og jeg forstår, at ved at svigte dig, svigtede jeg mig selv. Jeg ser nu, at mit liv kun kan leves sammen med dig – uden er det blot ren overlevelse. Og nu vil jeg dig. Jeg kan rumme dig og dine behov. Jeg kan magte at forholde mig til det. Og jeg vil forsøge at give dig alt det, du ikke har fået alle disse år.

Jeg forstår, at vi skal til at lære hinanden at kende forfra. Vi har været fra hinanden så længe, at jeg skal lære at forstå det sprog, du taler. Men jeg vil dig. Jeg svigter dig ikke igen, og jeg lukker dig ikke ude. Jeg vil forsøge at stå lige her. Med begge ben solidt plantet i bevidstheden om, at du og jeg sammen åbner for universets kærlighed og alle verdens muligheder.

______________________________

Mine livssætninger inden mit første møde med Karin:
1. Jeg skal klare mig selv
2. Andres behov er vigtigere end mine egne
3. Jeg er kun noget værd i de ting, jeg gør

Mine livssætninger omskrevet efter mit første møde med Karin:
1. Jeg har brug for andre
2. Mine egne behov er altid vigtigst
3. Jeg er værd at elske

Skrevet af Malene Holmgaard Møller

 

mini logo

Jeg vil elske, om du har lyst til dele, hvad som du oplevede, imens du læste. Så efterlad gerne en kommentar i feltet. Tusind tak.

 

Comments

comments