Vejen til succes kan gøres naturlig ved, at du bruger dig selv. Vores famlen og søgen bygger på manglende tillid til, at vi selv rummer svaret. Årsagen er, at vi ikke har lært at stole på os selv. Så vi har ikke tillid til dét, vi mærker, og heller ikke til hvordan vi skal agere på dét, vi mærker.

Det fører let til en søgen i det ydre efter svar, mens sandheden faktisk er, at vi rummer evnen til at finde svar selv. Samtidig er det en langt mere opløftende følelse at bruge sig selv frem for at følge andres råd. Jeg har selv tit spurgt andre til råds. Eksempelvis har jeg rådført mig med diverse eksperter i salg og markedsføring. Problemet har været, at jeg ikke har kunnet følge deres råd.

Det har ikke føltes naturligt for mig, og der var hele tiden dele af mig selv, der støjede helt vildt. Det gjorde jeg mig selv forkert over. Det går ikke ud på at hænge diverse eksperter ud. På ingen måder. Det går ud på at lære at lytte til sig selv. Så jeg kan faktisk takke ‘eksperterne’ for deres arbejde, for det gik op for mig, at jeg var på en rejse i usikker søgen.

I dag lytter jeg stadig til, hvad andre siger. Jeg mærker blot efter, hvordan det føles indeni mig. Føles det ikke rart og let så vil det ikke kunne lykkes for mig. Jeg ejer min sarte side langt bedre, for den guider mig. Præcis som en mor guider sit barn med ubetinget kærlighed. Jeg har lov til at bevæge mig i alle retninger.

Der er blot retninger, der vil være bedre og mere naturlige for mig end andre. Det får jeg klare signaler om. Overhører jeg dem af og til, har jeg den mest raffinerede, indbyggede GPS. Jeg kan ikke selv helt forstå, hvordan den virker. Jeg kan blot aflæse på resultaterne, at det gør den. Til fulde!

Så lyt til dig selv, du kan godt! Stol på de følelser, din krop signalerer. Stol på dine tanker. Stol på din intuition, og noter dig, hvordan den ydre verden spejler dig. Alt er en hjælp til, at du går den vej, der er nærende, naturlig og fyldt med succes for netop dig.

 

Comments

comments