Der kræves to parter i en konflikt, det blev jeg lige mindet om i dag.

Først lidt baggrunds historie. Idag skulle Victor starte til fodbold i Ikast, 20 minutters kørsel fra os. Der er klubber tættere på. Men idet at vi var blevet spurgt, om han vil gå på holdet en årgang over ham, var det en alletiders mulighed for at dyrke og træne hans talent.

Det som det indebærer, er træning halvanden time to eftermiddag/aftner om ugen.

Vi spurgte hans lærer, hvordan de opfatter hans niveau i skolen overfor at skulle afsted til træning (så meget) og svaret var positivt.

Dermed var der ingen stop klodser. Indtil idag, dagen, hvor vi skulle starte op.

Jeg henter ham (og lillesøster Sophia) i skolen, og imens vi er på vej ud til bilen, siger jeg ‘når du kommer hjem fra fodbold, skal vi lave lektier’.

Victor svarer ‘hvornår skal jeg så spille?’ (computer..) ‘Jeg kan heller ikke spille imorgen hos farmor, og onsdag er det fodbold igen’ – der var gråd i hans stemme.

Mit (ikke særligt velovervejet) svar ‘jamen sådan er det at skulle til fodbold så meget’

Og der startede konflikten. Der forsatte i bilen, fordi han blev ked af noget andet også. Og noget tredie da vi kom hjem, og sagde ‘det er din skyld, mor!’

Hvor så min film knækkede og jeg ‘nu kommer vi ikke afsted til fodbold’

Han blev ked af det, rigtigt meget. Ikke som i bryde sammen i gråd, istedet udtrykt med vrede. Han kastede med sit sengetøj, sine bamser og andet i den stil.

Hvilket jeg kommenterede på en ugennemtænkt (igen, suk) facon.

Enden blev at vi fik lidt pause fra hinanden, og roen faldt over os begge. Jeg reflekterede over min reaktion og sagde ‘jeg er ked af at jeg reagerede sådan’ Victor svarede ‘jeg er ked af at jeg kastede rundt med mine ting’. Vi gav hinanden kram.

Jeg spurgte ham ‘hvorfor er det, at spille computer, så vigtigt?’

(- der hvor jeg kunne have startet – for en time siden).

Og han kunne få lov til at mærke efter og svare. Ikke at det blev til ret meget andet end ‘jeg ved det ikke’, men gråden i stemmen var væk. Han var blevet mødt i sit savn.

Og jeg fik mærket efter, hvorfor jeg mødte ham sådan, første gang han gav udtryk for sit savn. Og jeg mærkede, at det handlede om resourcer.

Det at skulle køre halvanden time til og fra arbejde. Dertil hente børn og i tidspres komme hjem og ud af døren igen. Skulle ud at køre igen (40 min hver vej). Det var på kantet af mine resourcer. Det er på kanten af mine resourcer.
Og derfor reagerer jeg uovervejet. Fordi jeg ikke har mærket efter, hvor jeg er og hvordan jeg har det.

Vi kom ikke afsted til fodbold idag, men det blev ikke som en straf. Både fordi vi havde fundet hinanden igen, og fordi jeg åbnede muligheden igen, hvor han selv fik lov til at vælge fra.

“Omfavn alt i dig med kærlighed og du vil automatisk vokse hurtigst muligt og med bedst mulige resultat”
Karin Pehrson

Comments

comments