Efter min mening er det på tide, at vi hver især kommer langt mere på banen! Det er selvfølgelig en generalisering. Og det gælder alt efter, hvor vi er i livet, og om vi har fået kontakt til vores autentiske selv. Med autentiske selv mener jeg, om vi har fundet ud af, hvem vi er, hvad vores værdier er, og væsentligst af alt, hvem vi gerne vil være, hvordan vi gerne vil være og hvor meget vi lever det.

Uden at kende sig selv – i hvert fald til en vis grad – er det umuligt bevidst at vælge. I stedet for at være en aktiv skaber af begivenhederne, bliver vi let passivt reagerende på samme. Der er stor forskel. Måske ikke alle ønsker at være aktivt skabende; måske nogle er fuldt tilfredse med, at andre fortæller dem, hvad de skal tænke, hvordan de skal være, og hvornår.

Personligt vil jeg gerne være et menneske med omsorg og overskud – også om morgenen, når tiden er knap. Og om aftenen, når ulvetimen er på sit højeste. Jeg vil gerne være en person, der tør gå tilbage til en konflikt og vokse af konfrontationen – også når det andet menneske står mig meget nært eller er min chef. Jeg vil gerne lytte til og kunne udtrykke, hvad jeg mener og tænker. Og jeg vil gerne have indflydelse. Og jeg vil gerne guide mine børn frem for at opdrage dem.

Jeg siger dette for at lade dig mærke efter, hvad du mener. Bemærk, at jeg intet opfatter som hverken rigtigt eller forkert. I stedet fører jeg det tilbage til, at vi hver især har det frie valg. Og det er på ingen måde enten/eller. Det er blot væsentligt at leve efter det, man siger, man gerne vil leve efter. Hvad er formålet med dit liv? Det er dig, der afgør det!

Jeg opfatter det dog ikke som nogen let proces. Lad os finde ud af, hvorfor. Vi er vokset op med at lære fakta: Sådan her var 1. verdenskrig, sådan her var 2. verdenskrig. Men faktisk var det ikke fakta. Alting bliver skildret fra én side, og hvordan kan det siges at være fakta? Ville det ikke have været mere hensigtsmæssigt, hvis vi, allerede som børn i skolen, blev forelagt al den information, som de historiske begivenheder, set ud fra alle parter, bestod af, og derefter spurgt:

Hvad er din mening om begivenheden?

Hvad er dine tanker omkring, hvad der skete dengang?

Hvis vi stod i samme situation i dag, hvordan ville du så vælge at løse konflikten?

Se, hvis vi som børn havde lært at bruge vores hjerne til at tænke kreativt og nyt, ville det have været lettere at tænke sådan i dag også.

Derudover er det heller ikke nogen let proces, fordi vores forældre muligvis ikke var i kontakt med, hvem de virkelig var. Derfor har mange af os lært at adlyde (det kender jeg fra mit eget barndomshjem) frem for at blive lyttet til og have en selvstændig stemme.

Formål med livet er altså at udtrykke, hvem vi er, og hvordan vi gerne vil være. Vi skal altså bruge vores krop og sind til at udtrykke vores sjæl. Men alene dét kan være svært, hvis vi har mistet visheden om, at vi i det hele taget har en sjæl – visheden om, at vi er en ånd med fysisk oplevelse.

Jeg så en video med grundlægger og ejer af whiteaway.com, der er én af de hurtigst voksende virksomheder herhjemme. Det slog mig, at ejeren af whiteaway.com sagde, at det var vigtigt at have konflikter, vigtigt at være uenige, for netop ud af uenighederne, havde virksomheden udviklet sig.

Tænk, hvad vi sammen kan udrette, når vi står sammen ud fra vores individuelle værdier og selvstændige meninger og derfra skaber. Ikke i blind enighed, men med respekt for forskelligheder og uenigheder – ud af dét, vokser vi. Tænk hvilken fremtid vi kunne gå i møde, hvis vores børn bruger deres kreative tanker og stopper nogle af de (mange) uhensigtsmæssige gentagelser og ubalancer vi har gang i. Både i private hjem og på verdensplan.

Tænk hvilken fremtid vi kunne gå i møde, hvis vores børn bruger deres kreative tanker og videreudvikler på de bæredygtige tiltage vi allerede har gang i.

 

skridt

 

Første skridt dertil starter med os.

Comments

comments